EMFODBOLD.DK

En blog om EM i fodbold redigeret af Media DJ Ronnie Rocket

5.2.07

Se landsholdet mod Australien

Rejseguide: Danskere i London går muligvis glip af landsholdets træning mandag aften. Fortsat billetter til landskampen mod Australien tirsdag aften. Tjek oplysninger om træning og billetsalg her på siderne.


Landsholdet starter som bekendt 2007 med en venskabslandskamp mod Australien på Loftus Road i London på tirsdag den 6. februar.

Danskere bosat eller på besøg i London i begyndelsen af næste uge får desværre nok ikke mulighed for at se landsholdet træne før kampen.

DBU har på baggrund af henvendelser fra danske fodboldtilhængere i England forsøgt at få stadion åbnet for publikum til den afsluttende træning mandag aften.

Fredag eftermiddag har arrangøren af kampen, KAM Sports International, imidlertid meddelt DBU, at de desværre ikke garantere, at stadion vil blive åbnet for publikum under træningen. KAM henviser til en beslutning hos de engelske myndigheder, som er truffet ud fra sikkerhedsmæssige overvejelser og de krav, en åbning af stadioner for offentligheden stiller til bemandingen på det pågældende stadion.

Dertil kommer, at træningen mandag aften, som oprindeligt var planlagt til klokken 18.00 på kampbanen Loftus Road, efter al sandsynlighed bliver flyttet til et andet stadion. Det skyldes banens tilstand, som ikke vil blive forbedret af den planlagt kamp i weekenden, hvor hjemmeholdet Queens Park Rangers møder Burnley i The Championship.

Vi opdaterer situationen omkring træningen her på siderne senest mandag middag.

Arrangørerne oplyser til gengæld, at der fredag var solgt godt 8.000 billetter til landskampen på Loftus Road, som har en kapacitet på 15.500 pladser.

Billetterne sælges ved indgangene til stadion på kampdagen til priser på 15, 20 og 25 pund.

Med landskampen mod Australien i London i næste uge tager landsholdet hul på den travleste sæson i 18 år i et kalenderår uden deltagelse ved enten EM- eller VM-slutrunderne.

Ikke siden Dansk Boldspil-Unions 100 års jubilæum i 1989, hvor DBU registrerede 14 A-landskampe, har landsholdet spillet mere end 12 kampe, hvis man ser bort fra deltagelsen ved EM- og VM-slutrunderne i denne periode.

Tre af årets landskampe er venskabslandskampe, mens de ni øvrige er kvalifikationskampe til EM-slutrunden i Schweiz og Østrig i sommeren 2008.

Kampen starter klokken 20.00 lokal tid, hvilket er klokken 21.00 dansk tid.

Kampen bliver transmitteret direkte på TV2.