Ingen forsvarshovedpine for Thomas S.
Målmand Thomas Sørensen spekulerer ikke så meget over, hvem der kommer til at spille foran ham i forsvaret, når Danmark lørdag møder Sverige.
Landsholdets sidste skanse, 30-årige Thomas Sørensen, anser den skarpe konkurrence om pladserne i midterforsvaret som noget positivt. Daniel Agger og Michael Gravgaard har i Martin Laursens skadesfravær dannet det midterste af forsvarskæden, men nu er Laursen tilbage, hvilket i sidste ende kan skubbe Gravgaard ud på bænken.
- Jeg har spillet sammen med dem alle, så for mig betyder det ikke noget. De nyder konkurrencen mod hinanden, tror jeg, sagde Sørensen, som er klubkammerat med Laursen i Aston Villa.
Men det betyder ifølge Sørensen ikke noget i forhold til, hvem han helst ser foran sig på landsholdet. Han vil dog gerne knytte nogle ord til de tre forsvarsrivaler.
- Nu skal jeg selvfølgelig passe på med, hvad jeg siger. Laursen er jo ikke så elegant som Agger, men han er klart den bedste i hovedspillet og fysisk den stærkeste. I England er han blandt de bedste på de punkter. Agger er hurtig, har elegancen og overblikket. En slags libero, vil jeg sige. Gravgaard er lidt en blanding. Han er selvfølgelig også stærk, men knap så fysisk som Laursen, forklarede Sørensen.
***
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home