EMFODBOLD.DK

En blog om EM i fodbold redigeret af Media DJ Ronnie Rocket

5.6.07

Christian Poulsen var klar til at stoppe

Christian Poulsen fortæller nu, at han var klar til at stoppe på landsholdet i timerne efter lørdagens kamp mod Sverige, hvor han med sit knytnæveslag mod svenskeren Markus Rosenberg satte gang i de begivenheder, som på sekunder forvandlede en fodboldfest til en skandale.

- Jeg har snakket med Olsen og den øvrige sportslige ledelse, og nu er der trukket en streg i sandet, hvilket jeg har accepteret. Men omvendt, hvis den sportslige ledelse havde besluttet, at konsekvenserne af det, jeg har gjort, skulle være anderledes, så havde jeg selvfølgelig accepteret det og taget konsekvensen af det, siger Christian Poulsen til B.T.

Christian Poulsen fortryder sin handling men vælger nu at se fremad.

- Nu har jeg endnu mere lyst til at komme tilbage og give noget igen til det landshold, jeg føler, jeg har svigtet, siger Christian Poulsen, som på grund af det røde kort er tvunget til at følge onsdagens kamp mod Letland på tv.

***