Danmark for fuld Nordkraft

Det danske fodboldlandshold gjorde sin pligt og lidt til i EM-kvalifikationskampen mod Liechtenstein med en overbevisende 4-0-sejr over lilleputnationen i Århus.
Allerede efter blot to et halvt minuts spil satte Morten Nordstrand, der spillede sin blot tredje landskamp og første af slagsen i startopstillingen, damp på de danske angrebskedler. For fuld Nordkraft. Med en fornem tæmning i feltet, en tur rundt på femøren og så ellers et fladt og tørt hug ved fjerneste stolpe. Og 1-0.
En udslagsgivende satsning af landstræner Morten Olsen med den 24-årige angriber alene i front på bekostning af det fysiske fyrtårn Nicklas Bendtner. Nordstrand udstrålede den nødvendige ihærdighed og gennembrudsvilje i Olsens fortsatte og foretrukne 4-3-3-formation med Jon Dahl Tomasson hængende lige bag sig. Det var da også netop den konstellation, der rundede af til 4-0 kort før pausen, da Nordstrand i perfekt ping-pong med Jon Dahl satte sit andet mål i kassen.
Forinden havde Martin Laursen og førnævnte Tomasson elimineret al snak om dansk scoringskrise med målene til henholdsvis 2-0 og 3-0. En første halvleg for fuld power og øjensynligt ønske om at vaske 0-4-venskabsblamagen til Irland samme sted for et par uger siden af sig. Det var hermed gjort, og med de samme cifre i eget favør fusede angrebsiveren en smule ud efter pausen, hvor selv Nordstrand ikke formåede at score på halvlegens største chance.
Men med 4-0 over Liechtenstein lever det danske EM-håb i bedste velgående. Fire sejre i de resterende fire kvalifikationskampe og EM-deltagelsen i Østrig og Schweiz til sommer er en realitet. Næste akt finder ligeledes sted i Århus, når Spanien den 13. oktober kommer til byen.
***
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home