EMFODBOLD.DK

En blog om EM i fodbold redigeret af Media DJ Ronnie Rocket

3.10.07

Olsen vil have videosystem til Parken

Et nyt overvågnings- og statistiksystem kan være på vej til Parken. I hvert fald er landstræner Morten Olsen meget opsat på at få adgang til ved hjemmekampe at kunne bruge Prozone-systemet, der ved hjælp af computerteknologi og 16 kameraer fører regnskab med, hvor langt hver enkelt spiller løber, hvor mange afleveringer han lægger og hvor højt han hopper.

- Det er utrolig interessant. Vi får allerede efter landskampe gode billeder af tv-stationerne, men dette system er alligevel det ultimative. Spillerne bliver brikker, og man kan overskue helt andre ting på banen, siger Olsen til Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.

Ifølge samme avis har Parken Sport & Entertainment netop haft møde med firmaet bag Prozone for at finde ud af, om det er pengene værd. Ifølge bestyrelsesformand Flemming Østergaard er systemet "virkelig interessant", men også "dyrt ad H til".

Prisen for Prozone-systemet, hvis første udgave så dagens lys i 1998 og som bruges på flere Premier League-stadions, ligger i nærheden af en million i anskaffelsesomkostninger, ligesom der også er løbende omkostninger forbundet med brugen af det. DBU skulle dog være villig til at betale en del af disse udgifter.

***