EMFODBOLD.DK

En blog om EM i fodbold redigeret af Media DJ Ronnie Rocket

26.11.07

Kroatiske landsholdsspillere modtager en gratis Mercedes


Den russiske olie-milliardær Leonid Fedun har valgt at forære en Mercedes til flere af de Kroatiske landsholdsspillere for deres flotte præstation i fodboldkampen mod England i onsdags.

Kroaterne vandt fodboldkampen 3-2, og kroaterne gav dermed Rusland en afgørende og hjælpende hånd i Ruslands kamp for at komme med til EM i fobold i Østrig til sommer.

Resualtatet betød til gengæld, at England røg ud i EM-kulden, hvilket er første gang siden 1984, at England ikke kvalificerer sig til EM.

Fedun gav Mercedes-biler til målmanden Stipe Pletikosa og til 3 andre kroatiske landsholdsspillere.

Det Kroatiske fodbold forbund kan vælge om spillere skal have lov til at beholde bilerne eller om de 4 biler skal sælges og lad pengene gå videre til velgørenhed.

***

25.11.07

Hvem kommer i pulje med hvem til EM i fodbold?

V 2 sender direkte, når der lørdag 2. december trækkes lod til sommerens EM-slutrunde i fodbold, EURO 2008.

Italien - verdensmestrene fra 2006 - er et af de 16 hold, der har kvalificeret sig til EURO 2008.

Skulle danskerne have smidt den rød-hvide klaphat ud i frustration over Danmarks middelmådige præstation under EM-kvalifikationen, så er tiden nu kommet til at finde sig et nyt favorithold til sommerens fodbold-EM.

Første pejlemærke bliver lodtrækningen til de indledende grupper. Den finder sted søndag 2. december 2007 i Lucerne og sendes direkte på TV 2 fra klokken 12.00 med Flemming Toft som kommentator.

TV 2 har sammen med TV 2 Norge, TV4 Sverige og Canal Digital Norden rettighederne til fodbold-EM 2008, som bliver spillet i Schweiz og Østrig fra 7. til 29. juni 2008. Aftalen indebærer, at alle 31 kampe fra fodbold-EM bliver vist til de danske seere.

- Fodbold-EM er en af de helt store sportsbegivender, og TV 2|SPORTEN er med fra første til sidste spark. Vi ser frem til at fastholde den gode tradition med, at events som OL samt VM og EM i både fodbold og håndbold finder sted på TV 2s platforme, siger TV 2|SPORTENs redaktionschef, John Hansen

- Kunder hos Canal Digital har eksklusiv mulighed for at se alle sommerens EM-kampe i HD- kvalitet. HDTV er fremtidens tv-format til fladskærme med knivskarpe billeder, fantastiske farver og surround lyd, og så sendes alle EM-kampene direkte med TV 2s kommentatorer, siger Canal Digitals administrerende direktør, Jens B. Arnesen

"VM uden Brasilien, Argentina og England"
EURO 2008 bliver med rette kaldt "et VM uden Brasilien, Argentina og England", fordi alle øvrige store fodboldnationer deltager. Følgende 16 nationer har kvalificeret sig: Værterne fra Østrig og Schweiz samt Polen, Portugal, Italien, Frankrig, Grækenland, Tyrkiet, Tjekkiet, Tyskland, Kroatien, Rusland, Spanien, Sverige, Rumænien og Holland.

Det er tiende gang, Tyskland deltager ved en EM-slutrunde. Rusland er med for niende gang, mens Spanien og Holland er med for ottende gang. Kun Polen og de østrigske medværter er EM-slutrunde-debutanter. Læs mere her.

Lodtrækning til VM-kvalifikationen
Danmark er som bekendt ikke med ved EM. For de rød-hvide gælder det næste års VM-kampe samt de kampe i foråret, hvor et nyt landshold gøres klar til VM-kvalifikationen.

Søndag 25. november bliver det afgjort, hvilke lande Danmark skal møde i kvalifikationen til fodbold-VM 2010 i Sydafrika. Fodboldmagasinet "2KO" ser klokken 20.45 nærmere på Danmarks VM-pulje efter lodtrækningen.

***

24.11.07

De 16 hold til EM

Efter onsdagens kampe er der sat navn på de 16 lande, der deltager i EM-slutrunden i Schweiz og Østrig.

Onsdagens sidste runde i EM-kvalifikationen fjernede den sidste tvivl om, hvilke 16 lande, der skal med til EM-slutrunden næste sommer i Schweiz og Østrig.
Deltager er:

Værter: Schweiz og Østrig

Gruppe A: Polen og Portugal

Gruppe B: Italien og Frankrig

Gruppe C: Grækenland og Tyrkiet

Gruppe D: Tjekkiet og Tyskland

Gruppe E: Kroatien og Rusland

Gruppe F: Spanien og Sverige

Gruppe G: Rumænien og Holland

Der trækkes lod til slutrunden den 2. december. Holland vil sammen med de to værtsnationer samt europamestrene Grækenland være topseedede og får fordelen af at spille alle deres tre indledende kampe på samme stadion.

Åbningskampen spilles den 7. juni i Basel og finalen den 29. juni i Wien.

***

22.11.07

England fyrer Steve McLaren


Det engelske fodboldforbund har fyret landstræner Steve McClaren.

Efter onsdagens 2-3 nederlag til Kroatien sagde McClaren, at han ikke selv ville trække sig, og derfor svingede fodboldforbundets 12 mand store bestyrelse øksen over ham på et hasteindkaldt krisemøde torsdag formiddag.

McClaren skriver sig dermed ind i historien som den landstræner, der har været på posten i kortest tid.

Læs hele artiklen på DR Sporten her.


***

England ude efter forrykt drama

England kommer ikke med til EM i Schweiz og Østrig i 2008. Hjemme på Wembley tabte englænderne 3-2 til Kroa­tien, mens Rusland samtidig fik skram­let en sejr på 1-0 hjem i Andorra.

Kroaterne kom foran 2-0 inden for de første 14 minutter, hvor hele den engelske defensiv spillede totalt fallit.

Først leverede Aston Villa-keeper Scott Carson sit bidrag, da han efter otte minutter af sin blot anden landskamp kiksede totalt på Niko Kranjcars langskud, der godt nok sjuttede på den våde bane. En ufattelig fejl på dette niveau.

Englænderne spillede dog frisk videre på trods af denne chockstart, og Shaun Wright-Phillips havde to fine muligheder fra højresiden, men først viste kroaternes keeper Stipe Pletikosa sin klasse med en flot redning og siden kom Chelsea-spillerens aflevering ikke de sidste centimeter ind til Peter Crouch på midten.

Og så gik det galt igen.

Efter 14 minutters spil stod hele den bageste engelske kæde og gloede ubegavet, da Eduardo da Silva sendte en klog stiikning ind til Ivica Olic, som tog sig god tid til at omdroible Carson og sende bolden i et tomt mål.

Kroaterne spillede i det hele taget en velovervejet gang fodbold, mens englænderne mere og mere ensidigt forsøgte at hælde bolden op i hovedet på Crouch, der var tæt markeret og aldrig kom til chancer før pausen.

Det gjorde til gengæld Kroatien, da Olic i det 41. minut leverede endnu et giftigt langskud, som Carson ikke kunne holde. Men riposten bragte ingenting.

Den nu urimeligt hårdt pressede manager Steve McClaren bragte to vigtige kort fra anden halvlegs start: David Beckham og Jermain Defoe.

Det gav mere omtanke i opspillet og bredde oppe foran. Men der skulle et ualmindeligt tyndt straffespark til, før England kom på tavlen.

Josip Simunic og Defoe havde fat i hinandens trøjer i det 55. minut og det takserede kampens svenske dommer Anders Fröjdfeldt til engelsk straffe efter at have konsulteret sin linjevogter.

Frank Lampard scorede sikkert og Wembley vågnede.

Spillere, manager og ikke mindst tilskuere og tv-seere havde booket de engelske EM-billetter ti minutter senere, da Crouch elegant tog Beckhams indlæg ned og flugtede bolden ind til 2-2 efter at kroaterne havde sjusket med opspillet midt på banen.

Jubelen var euforisk, selv om kroaterne hele tiden lå og lurede på kontra og i perioden mellem det første og andet engelske mål havde tre oplagte chancer. Den ene - et hovedstød fra Olic - gav Scott Carson mulighed for delvis revanche med en formidabel refleksredning.

Den unge keeper var imidlertid chanceløs, da indskiftede Mladen Petric 14 minutter før tid sendte et forrygende venstrebenshug fra stor afstand ind ved den fjerne stolpe.

Englænderne var pisket frem igen - men denne gang fik de ikke mobiliseret de samme kræfter og bortset fra en god chance til Darren Bent, var det kroaterne, der virkede farligst i slutfasen.

Samtidig udspillede der sig et uventet drama i Andorra, hvor Rusland måtte nøjes med 1-0 over lilleputterne.

Målet scoret på hovedstød i det 39. minut af Dmitri Sychev på Dmitri Torbinskys forarbejde.

Russerne misbrugte et straffespark og fik Andrei Arshavin udvist efter pause.

***

Skarp Bendtner i dansk 3-0 sejr

Nicklas Bendtner viste sit store tal­ent, da han både kom på måltavlen og var arkitekt bag to scoringer, i Dan­marks sejr på 3-0 over Island i Parken.

Den 19-årige angriber bragte Danmark i front efter 34 minutter, da Brøndbys islænding Stefán Gíslason satte hovedet på Christian Poulsens indlæg, så bolden endte hos en helt fri Bendt­ner. Han tog bolden ned med brystet og huggede til fra elleve meter.
Thomas KahlenbergFoto: Scanpix

Et minut før pausen viste Nicklas Bendtner igen skarphed, da han med en dyb stikning fra egen banehalvdel spillede Dennis Rommedahl fri på højrekanten. Fløjen løb direkte mod mål og lagde op til Jon Dahl Tomasson, der med indersiden - den venstre - scorede sit landsholdsmål nummer 50.

Ti minutter inde i anden halvleg var det så indskiftede Thomas Kahlenbergs tur til at udnytte en Bendtner-bold, da han smuttede mellem to forsvarsspillere og scorede sikkert under Árni Arnason.

De 15.393 tilskuere i Parken var vidne til en kamp, hvor Island det meste af tiden stod med elleve mand på egen banehalvdel. Det mest ophidsende gæsterne kunne diske op med, var en svinsk tackling af Theódór Elmar Bjarnason. I det 64. minut løb den olme islænding over tyve meter og flæskede helt umotiveret Christian Poulsen - og slap med et gult kort. Det samme fik Leon Andreasen for at blande sig fra sidelinjen, hvor han varmede op.

Sejren kunne være blevet større. I første halvleg misbrugte Jon Dahl Tomasson en kæmpe chance, da hans inderside svigtede helt fri foran mål, mens Christian Poulsen i anden halvleg havde et skud med venstrebenet, der gik lige forbi den ene stolpe.

Kampen igennem var Daniel Jensen også en stor oplevelse. Han kontrollerede midtbanen både offensivt og defensivt.

***

Sverige spillede EM-billet i hus

Sverige havde lidt besvær undervejs men hjemme på Råsunda i Stockholm spil­lede de sig som ventet til EM med en sejr på 2-1 over Letland.

Det lugtede af kæmpeklø til balterne, da FCK's Marcus Allbäck scorede allere­de efter 34 sekunders spil på oplæg fra Zlatan Ibrahimovic, men Jurijs Lai­zans sørgede for pausestillingen 1-1 med sin udligning i det 26. minut.

12 minutter efter pausen hamrede Kim Källström kampens sidste træffer ind på et forrygende langskud, som tog stolpen på vej ind.

***

21.11.07

Meget paa spil i fodbold-Europa i aften


Mens det danske landshold slutter på fjerdepladsen i EM-kvalifikationsgruppe F uanset resultatet af aftenens landskamp er der mere på spil for andre nationer i aften.

Hele ni lande kæmper om de fire ledige pladser ved sommerens EM-slutrunde. Både Norge, Sverige og Finland kan sikre sig billet til Østrig og Schweiz.

Læs hele optakten på DR Sporten her.

***

Optakt: England v Kroatien

David Beckham og målmand Paul Robinson må tage plads på bænken, når det engelske landshold spiller skæbnekampen mod Kroatien onsdag aften.

Flere engelske medier tipper i hvert fald de to spillere til at trække det korteste strå, når landstræner Steve McClaren blander kortene før kampen på Wembley.

McClaren ventes at lade Scott Carson starte inde i målet, og Shaun Wright-Phillips overtager Beckhams plads på højre fløj.

22-årige Carson fik sin landsholdsdebut i sidste uge, hvor han passede målet i venskabskampen mod Østrig. Wright-Phillips har været med i fem af Englands seks landskampe i denne sæson og har scoret to gange i de seneste tre kampe på Wembley.

Læs hele optakten på DR Sporten her.

***

20.11.07

Nye Adidas jerseys; Anders Breinholt som stadionspeaker

Det danske fodboldlandshold har fået ny garderobe forud for EM-kvalifikationskampen mod Island. Adidas har specialdesignet en ny trøje.

På overfladen bliver det et helt nyt dansk fodboldlandshold, der onsdag møder Island i Parken. Godt nok er mange af spillere de samme, som dem der tabte 1-2 mod Nordirland i lørdags, men de har fået splinternyt tøj.

Landsholdet skal frem mod VM-slutrunden bære en specialdesignet spilletrøje fra Adidas, som ingen andre landshold får lov til at bruge. Med sine rød-hvide striber minder den lidt om den Hummel-trøje, som landsholdet bar under VM i Mexico for godt 20 år siden.

- Vi har været spændt på de nye spilledragter, og resultatet lever helt op til vores forventninger. De karakteristiske striber, som vores VM-helte var kendt for under VM i 1986, vil helt sikkert vække begejstring blandt fodboldelskere i Danmark, siger Dansk Boldspil Unions generalsekretær, Jim Stjerne Hansen.

Også i Parkens speakerboks sker der fornyelse. Efter 43 år på posten overlader Svend Frederiksen mikrofonen til Anders Breinholt, der blandt andet er kendt fra radioprogrammet "De Sorte Spejdere" på P3.

***

19.11.07

Nordirland v Danmark (2-1)

Danmarks spinkle EM-chance forsvandt lørdag aften i vandpytterne på Windsor Park i Belfast. Mod et stærkt kæmpende nordirsk hjemmehold tabte Danmark 1-2. David Healy blev matchvinder.

Læs hele reportagen på DR Sporten her.

***

17.11.07

JVC bliver ny UEFA EUROTOP Official Partner

Victor Company of Japan, Limited (JVC) har indgået aftale med UEFA (Union of European Football Associations) om, at JVC bliver "Official Partner" ved alle UEFA's turneringer og slutrunder for landshold, inklusiv flagskibet EM 2008 i Østrig og Schweiz (UEFA EURO 2008™).

JVC har været "Official Partner" ved EM i fodbold siden 1980, hvor slutrunden blev spillet i Italien. Dermed bliver UEFA EURO 2008™ det 8. mesterskab i træk, der støttes af JVC. Foruden UEFA EURO 2008™ bliver JVC også sponsor for U-21 landsholdenes EM i 2006 og 2008, EM for kvinder i 2009 og EM indendørs i 2007 og 2009. Alt sammen som en del af UEFA EUROTOP programmet.

Som UEFA EUROTOP Official Partner får JVC's produkter status som officielle produkter og kan markedsføres med de relevante logoer. Det gælder bl.a. High Definition audio-visuelle (AV) produkter til forbrugere - udviklet efter de nyeste digitale teknologier. F.eks. LCD-TV, video kameraer, DVD optagere/afspillere og audio systemer. Samt professionelle produkter som D-ILA projektorer og CCTV.

JVC vil bygge videre på disse rettigheder for at skabe yderligere succes - og markedsføre sine officielle AV-produkter til fodboldfans over hele verden. Så de har mulighed for at følge spændingen og intensiteten i alle kampene med billeder i højkvalitets opløsning og fremragende lydgengivelse. Samtidig vil JVC styrke sit brand image og markedsføre sine officielle produkter ved at sponsere TV-programmerne fra UEFA EURO 2008™ i de europæiske lande.

Direktør i UEFA, Lars-Christer Olsson, siger om aftalen:

"JVC har været en vigtig partner for UEFA i lang tid - og har tydeligt givet udtryk for sin tro på det nye UEFA EUROTOP program ved at være den første partner, som forlænger sin aftale. Det skaber en langsigtet markedsførings platform for JVC, at vi nu har samlet alle UEFA's turneringer og slutrunder for landshold i UEFA EUROTOP programmet. Og aftalen sikrer UEFA audio-visuelt udstyr af høj kvalitet til alle vores store mesterskaber".

Præsident for JVC Europe Ltd., Kunihiko Sato: "EM i fodbold er en af de vigtigste sportsbegivenheder, vi sponserer, og vi føler os ekstremt priviligerede over denne mulighed for at bidrage til mesterskabernes succes som Official Partner ved UEFA EURO 2008™. Vi håber også, at denne indsats vil styrke vores brand image, både i Europa og resten af verden, ved at positionere JVC som virksomheden, der skaber 'The Perfect Experience - oplevelser, der rører mennesker - og total kundetilfredshed'.

Danske fodboldfans vil vide, at vores landshold har været med ved EM-slutrunderne næsten lige så længe som JVC: 1984 i Frankrig, 1988 i Tyskland, 1992 i Sverige, 1996 i England, 2000 i Holland/Belgien og 2004 i Portugal.

***

Finland v Aserbajdsjan (2-1)

Finlands chancer for EM-deltagelse lever endnu efter 2-1 over mikroputten Aserbajdsjan, som dog var tæt på at skabe den helt store sensation.

Finland lever endnu i EM-kvalifikationsgruppe A, men det var uhyre tæt på, at træner Roy Hodgsons tropper lørdag blev udsat for den ultimative ydmygelse hjemme i Helsingfors mod upåagtede Aserbajdsjan.

Gæsterne havde før kampen spillet 19 EM-kvalifikationskampe på udebane siden 1994, og i den tid havde Aserbajdsjan blot hentet to uafgjorte resultater. Men mod Finland bragte gæsterne sig i front efter 63 minutter ved Makhmud Gurbonov, og føringen holdt sig helt frem til 11 minutter før tid.

Så udlignede Mikael Forsell for finnerne, og fire minutter før tid var indskiftede Shefki Kuqi på pletten med 2-1-scoringen, da han mødte et frispark fra veteranen Jari Litmanen.

Finland har 23 point efter 13 kampe i gruppe A, og ligger a point med gruppens nummer to, Portugal, som lørdag aften hjemme tager imod Armenien. Polen på førstepladsen har et point mere og har lige som Portugal kun spillet 12 kampe, men polakkerne kan udbygge forspringet med en sejr hjemme over Belgien.

***

Norge v Tyrkiet (1-2)

Norge kommer efter alt at dømme ikke med til EM i fodbold efter et nederlag på hjemmebane til Tyrkiet på 1-2.

Norges bedste fodboldspillere havde lørdag aften sat kursen mod EM-deltagelse.

Hjemme i Oslo i kampen mod Tyrkiet i kvalifikationsgruppe C bragte Erik Hagen Norge foran efter 12 minutter, og en sejr havde været rigeligt til at bringe Norge videre til slutrunden næste år i Østrig og Schweiz.

Men det endte med en norsk nedtur, for Tyrkiet rejste sig og vandt kampen med 2-1 efter scoringer af Emre Belözoglu og Nihat Kahveci.
Uafgjort var måske nok

Et uafgjort resultat ville også have været fint for Norge, der i så fald ville kunne have sikret sig EM-billetten med en sejr over overkommelige Malta i sidste spillerunde. Men nu er det efter alt at dømme Tyrkiet, der skal til EM.

Tyrkerne skal bare vinde i sidste spillerunde på hjemmebane over Bosnien-Hercegovina for at kvalificere sig. Grækenland vinder gruppe C og er allerede kvalificeret til EM.

***

Kampen spilles - Jon Dahl ikke med

Den danske anfører Jon Dahl Tomasson tabte kampen mod tiden, og er ikke blevet sin skade fra træningen tirsdag i Vedbæk kvit. Veteranen Martin Jørgensen træder derimod ind på den centrale offensive midtbane mod Nordirland i Danmarks næstsidste EM-kvalifikationskamp. Tomassons skade levner samtidig plads til Nicklas Bendtner som Danmarks enlige angriber.

Leon Andreasen fra Werder Bremen udgør den centrale midterakse med Christian Poulsen, fordi Daniel Jensen er ude med karantæne.

Landstræner Morten Olsen havde på forhånd proklameret, at midterforsvaret ville udgøres af Per Krøldrup og Martin Laursen, og de to flankeres af henholdsvis Brian Priske og Chris Sørensen.

Der var helt op til kampstart tvivl om kampen overhovedet kunne spilles, da store dele af banen i Belfast står under vand på grund af massiv regn. Men fem minutter inden kick-off godkendte dommeren banen.

Danmarks startopstilling: Thomas Sørensen, Chris Sørensen, Per Krøldrup, Martin Laursen, Brian Priske, Leon Andreasen, Christian Poulsen, Thomas Kahlenberg, Martin Jørgensen, Dennis Rommedahl, Nicklas Bendtner.

***

Danmarks kamp i fare for aflysning

Der er fare for at kampen mellem Nordirland og Danmark bliver aflyst, da banen står under vand.

Tung regn i Belfast siden klokken 14 i eftermiddags gør at den bane, hvor Nordirland efter planen skal møde Danmark i aften står under vand.

Ifølge DR Sportens oplysninger ønsker den hollandske dommer Pieter Vink ikke at kampen skal spilles, mens UEFA's repræsentant vil se tiden an. Der er endnu ikke taget en endelig beslutning.

Morten Olsen er ikke begejstret forholdende.

- Det kan ikke blive fodbold det her, siger landstræneren til DR Sporten.

Banen vil blive inspiceret igen klokken 20.30 - et kvarter inden kampstart.

***

Skotland v Italien (1-2)

Verdensmestrene fra Italien var for stor en udfordring for Skotland, der måtte se sig slået 2-1 på hjemmebane.

Træfsikre Luca Toni bragte udeholdet foran efter bare to minutter, og herefter var der opad bakke for skotterne.

Men selv om der var pres på det skotske forsvar det meste af kampen, så lykkedes det for hjemmeholdet at udligne efter 65 minutter ved Barry Ferguson.

Med uafgjort ville Skotland stadig være med i kampen om EM-billetterne. Og de skotske fans levede også i håbet til langt ind i overtiden.

Men efter et frispark tæt på baglinjen kom Roma-spilleren Panucci højest og headede Italien på 2-1.

Dermed er verdensmestrene klar til EM-slutrunden, mens de skotske spillere må blive hjemme næste sommer.

***

14.11.07

Jon Dahl skadet - Thomas Helveg sendt hjem

Det er tvivlsomt om landsholdsanfører Jon Dahl Tomasson kommer på banen når landsholdet på lørdag møder Nordirland.

Villarreal-spilleren deltog ikke i onsdagens træning, da han har fået en skade.

- Jon Dahl har pådraget sig en muskelskade i bagen - den nederste del ryggen, forklarede Morten Olsen til B.T og konstaterede ærgerligt at han er tvivlsom. Det samme Rasmus Würtz, der heller ikke deltog i dagens træning.

En der helt sikkert ikke kommer på banen i Belfast er alderspræsidenten Thomas Helveg. OB-spilleren er blevet sendt hjem fra landsholdslejren i Vedbæk med en skadet i lysken.

Morten Olsen har i stedet indkaldt FC Københavns William Kvist.

***

Chris S presser Niclas Jensen ud

OBs Chris Sørensen imponerede landstræ­ner Morten Olsen så meget på venstre back-pladsen mod Letland, at han nu ser ud til at få genvalg til kampene mod Nordirland og Island. Sker det, er det måske slut for Niclas Jensen.

"I det seneste halvandet år er jeg ofte blevet spurgt, hvornår jeg stopper. Det er naturligt at se på det, når kvalifikationsturneringen er overstået i næste uge. Men selvfølgelig har det betydning for min beslutning, om jeg får spilletid i de kommende to landskampe," siger Niclas Jensen til Ekstra Bladet.

***

13.11.07

Dennis Rommedahl er Danmarks bedste spiller

Efter en række gode præstationer for henholdsvis Ajax Amsterdam og det danske landshold blev Dennis Rommedahl mandag aften kåret som landets bedste spiller.

Rommedahl har været landsholdets bedste i EM-kvalifikationen, hvor han med en stabilt, højt niveau har været målsøgende og aktiv fra sin position på kanten.

Dennis Rommedahl har haft svært ved at slå igennem i engelsk fodbold, men fik fornyet succes da han skiftede til Ajax Amsterdam.

- Jeg vil især gerne takke mine landsholdskammerater, som jeg tilbringer meget tid med hvert år, sagde Rommedahl rørt i Cirkusbygningen.

Den tidligere Lyngby-spiller har optrådt 72 gange for landsholdet og scoret 16 mål.

På kvindesiden var der ny hæder til Brøndby IF. Dameholdets og landsholdets helt store stjerne, Cathrine Paaske Sørensen, har gang på gang vist, at hun holder et højt, internationalt niveau - blandt andet under sensommerens VM-slutrunde i Kina.

***

EM-finalen 1992 bedste landskamp

Med hele 41% af de afgivne sms-stemmer blev EM-finalen fra 1992 mellem Dan­mark og Tyskland mandag aften kåret som den bedste landskamp, Danmark no­gensinde har spillet.

Europamestrenes træner Richard Møller Nielsen var sammen med sin forgænger Sepp Piontek og efterfølgeren Bosse Jo­hansson på scenen for at overrække af­tenes sidste hæder ved DBU og TV 2's fodboldgalla i Cirkusbygningen.

"Og det var ikke bare os, der vandt. Det var hele Danmark", sagde en bevæ­get "Ricardo" efter kåringen.

Kampen kan i øvrigt ses i sin fulde længde lørdag lige efter midnat på TV 2.

Vi kan dog godt løfte en flig og fortælle, at Danmark vandt på mål af to Brøndby-spillere.

***

12.11.07

Kenneth Perez har stadig lyst til landsholdet

Kenneth Perez har ikke opgivet landsholdskarrieren, selv om Morten Olsen vragede PSV Eindhoven-spilleren til truppen, der møder Nordirland og Island i Danmarks sidste to kampe i EM-kvalifikationen.

- Jeg er stadig til rådighed, siger 33-årige Perez, der dog lyder noget skuffet over ikke at være med.

- Jeg har meldt mig til på samme vilkår som de andre spillere, og hvis Morten Olsen ikke mener, at jeg er blandt de 23 bedste spillere, så bliver jeg ikke valgt. Sådan er det. Jeg vil ikke gætte på, hvorfor jeg ikke er udtaget, for det har jeg ikke lyst til. Og jeg har heller ikke fået en forklaring, for jeg har ikke været i kontakt med landstræneren, siger Perez, der står noteret for 20 landskampe.

Om Perez, der har kontrakt med PSV indtil sommeren 2009, vil være til rådighed hele vejen til VM i 2010, ved han dog ikke endnu.

***

Tyskland v Danmark EURO 1992 Finale

Holland v Danmark EURO 1992 Semifinale

Niclas Jensen overvejer landsholdet

For første gang i lang tid går Niclas Jensen ind til en landsholdssamling som udfordreren til pladsen som Danmarks venstre back, efter at han mistede pladsen til Chris Sørensen i den seneste landskamp mod Letland.

Og den 33-årige FC København-spiller, som den seneste tid ofte er blevet kritiseret i medierne, indrømmer, at de næste EM-kvalifikationskampe mod Nordirland og Island kan være med til at indikere, om han stadig har en fremtid på holdet.

- Selvfølgelig spiller de næste par kampe også med, for de kan give et signal om, hvor tæt på eller langt, jeg er fra holdet. Men hvor stor en betydning det får i forhold til min beslutning om at fortsætte, når den næste kvalifikation begynder, det må jeg lige se på, sagde Jensen, da han mandag mødte op til den første træning i Vedbæk før lørdagens kamp mod Nordirland.

Som planen er nu vil han dog først tage en beslutning om sin landsholdsfremtid næste sommer, men hvis han fortsætter, bliver det til og med VM-slutrunden 2010.

***

Afbud fra Jesper G. og Jesper C. fra FCK

Jesper Grønkjær og Jesper Christiansen har meldt fra til lørdagens kamp mod Nordirland på grund af skader. De blev begge skadet i søndagens topkamp mod FC Midtjylland for FC København.

Morten Olsen har istedet udtaget Thomas Kristensen fra FC Nordsjælland og Kevin Stuhr-Ellegaard fra Randers.

Stuhr-Ellegaard blev også indkaldt til kampene mod Sverige og Liechtestein i september, hvor Jesper Christiansen blev skadet under træning.

Thomas Kristensen er til gengæld med i A-landsholdets bruttotrup for første gang. Han blev også udtaget i august, men måtte melde fra til en venskabskamp med en skade.

***

11.11.07

Morten Olsen har udtaget de tre sidste spillere

Landstræner Morten Olsen har udtaget sine tre sidste spillere til kampene mod Nordirland den 17. november og Island den 21. november.

Ulrik Laursen fra OB, Søren Larsen fra Schalke og Dennis Sørensen fra Cottbus udgør de sidste navne i bruttotruppen.

-Det har været oplagt at tage Ulrik Laursen med igen, efter han er blevet skadefri. Dennis Sørensen har spillet sig til en stamplads hos Cottbus, siden vi sidst havde ham i truppen, mens Søren Larsen har fået rigtig meget spilletid for Schalke 04. Han er kommet i fysisk god form efter flere skadesperioder, siger Morten Olsen.

***

10.11.07

Beckham tilbage paa landsholdet

Steve McClaren har igen udtaget David Beckham til det engelske landshold efter en skadesperiode.

Mode-ikonet og fodboldspilleren Beckham udtaget til truppen, der skal spille en venskabskamp mod Østrig og den sidste og afgørende EM-kvalifikationskamp mod Kroatien.

Udtagelsen efter en meget omdiskuteret McClaren-rejse til Californien, hvor han mødtes med Beckham og talte med hans amerikanske holds læger, men ikke fandt nogen grund til at se sin nøglespiller i kamp.

En kendsgerning, som har fået den engelske presse til at gå i flæsket på landstræneren - også selvom Beckhams Los Angeles Galaxy kun mødte et hold bestående af Hollywood-folk i en showkamp, hvor overskuddet gik til ofrene for de mange brande.

- Vi har brug spillere, der kan spille de store kampe - som David kan.

McClaren er uden Rio Ferdinand og John Terry til den vigtige kamp mod Kroatien.

- Derfor mangler truppen erfaring. Vi har brug for de store spillere med erfaring - og David er en af dem, fastslår McClaren.

David Beckham spillede senest for to dage siden i endnu en opvisningskamp i Canada, hvor LA Galaxy spillede uafgjort 0-0 mod det lokale hold, Vancouver Whitecaps.

***

6.11.07

Comeback til Martin J. og Per K.

Landsholdstrup: Fiorentina-spillerne Per Krøldrup og Martin Jørgensen er tilbage i landsholdstruppen på foreløbig 20 spillere. Genvalg til debutanten Chris Sørensen. Yderligere tre spillere udtages fredag. Se landsholdet live i Parken onsdag den 21. november.

Landstræner Morten Olsen udtager 23 spiller til landsholdets to sidste EM-kvalifikationskampe mod Nordirland lørdag den 17. november i Belfast og Island onsdag den 21. november i Parken.

Tirsdag eftermiddag satte landstræneren navne på de 20 af spillerne i truppen, som fredag vil blive suppleret af de sidste tre spillere efter ugens Champions League- og UEFA Cup-kampe.

"Vi har udtaget den trup, som vi mener, er den stærkeste i forhold til de modstandere, vi skal møde. Kampene har fortsat betydning, og derfor stiller vi med det hold, som vi mener, er det stærkeste og stærkt nok til at tage seks point. Vi går efter sejren hver gang - og gerne ved at spille flot fodbold samtidig," slog landstræneren fast på dagens pressemøde.

I første omgang er der genvalg til 18 af de 22, som var med i bruttotruppen til kampene mod Spanien og Letland i sidste måned.

På målmandsposten er det trekløveret Thomas Sørensen og Jesper Christiansen med Stephan Andersen som back up.

I forsvaret markerer Martin Laursen sig stærkere fra gang til gang. Før kampene mod Spanien og Letland tjekkede han ind på landsholdets hotel med to aktuelle scoringer for Aston Villa i bagagen, og når han kommer hjem til de næste to kampe er det med en enkelt scoring og en plads på Ugens Hold hos BBC i bagagen.


Også comeback til Krøldrup

Til gengæld bliver landsholdet igen uden hans ellers faste makkere og konkurrenter, Michael Gravgaard og Daniel Agger, der fortsat er skadede.

I stedet bliver der comeback til Per Krøldrup, som ikke har været blandt de udvalgte siden venskabslandskampen mod Australien tilbage i februar måned. "Per er tilbage igen efter et skadesforløb. Han er blevet klar igen, og vi ser frem til at få ham med i truppen," sagde Morten Olsen.

Debutanten fra kampen mod Letland i sidste måned, Chris Sørensen, klub- og landsholdskollegaen og Thomas Helveg, Brian Priske og Niclas Jensen udgør de øvrige, foreløbige seks forsvarspladser.

Til midtbanen har Morten Olsen foreløbig udtaget Christian Poulsen, Daniel Jensen, Leon Andreasen og Rasmus Würtz.

Til gengæld er der allerede sat navne på syv angrebsspillere i form af Thomas Kahlenberg, Dennis Rommedahl, Jesper Grønkjær, Simon Busk Poulsen, Jon Dahl Tomasson og Nicklas Bendtner samt Martin Jørgensen.

Med comeback til den 32-årige angrebsspiller efter en skadespause, der har holdt Martin Jørgensen ude af landsholdets fem kampe dette efterår siden kvalifikationskampene mod Sverige og Letland i juni måned, får landsholdet samtidigt tilført yderligere 80 landskampes erfaring.

Læs mere på dbu.dk her.

***