EMFODBOLD.DK

En blog om EM i fodbold redigeret af Media DJ Ronnie Rocket

28.2.07

EM-billetter til salg


Torsdag 1. marts skydes billetsalget til fodbold-EM 2008 i gang på turneringens hjemmeside.

Fodboldfans på vej mod EM 2008 i Schweiz og Østrig kan lægge sig i den virtuelle billet-kø på turneringens hjemmeside fra og med torsdag 1. marts.

Omkring trekvart million billetter til 31 EM-kampe ved Europamesterskabet til næste år er lige ved at blive sat til salg. Men bare rolig: Det er slet ikke nødvendigt med hastværk, selvom der helt sikkert bliver rift om de eftertragtede billetter.

På hjemmesiden www.euro2008.com kan man bestille op til fire billetter per kamp til så mange kampe man lyster, dog kun til én kamp per spilledag. Når billetsalget slutter med udgangen af marts måned, vil arrangørerne gøre regnskabet op: Er der flere ansøgere end der er billetter, så vil der blive trukket lod blandt alle ansøgere. Og her er det ligegyldigt, om man har søgt om billetter 1. eller 31. marts.

Alt i alt er der en million billetter til turneringen, men kun omkring 750.000 vil blive sat til salg gennem hjemmesiden eller gennem de nationale forbund.

Iøvrigt er det på fredag om en uge - den 9. marts - at biletterne til Danmarks vigtige kvalifikationskamp mod Sverige lørdag den 2. juni bliver sat til salg.

7.2.07

Tomasson tæt på målrekord

Med to scoringer i 3-1-sejren over Australien blev Jon Dahl Tomasson den næstmest scorende i landsholdstrøjen.

Rekorden lyder på 52 scoringer, og selv om Jon Dahl Tomasson tirsdag aften lagde sig på andenpladsen på alletiders rangliste over flest landsholdsscoringer, så er han usikker på, om han vil lykkedes med at slå rekorden.

- Jeg er naturligvis glad og stolt over den statistik, men om det lykkedes mig at slå den, ved jeg ikke. Den gamle rekord blev sat i en anden tid, hvor der blev spillet en anden slags fodbold. Jeg vil dog gerne dele noget af æren med mine holdkammerater, som også har bidraget til mine scoringer, sagde Jon Dahl Tomasson.

Med et flot langskud til 1-0 og en lidt nemmere indersidescoring til 3-0 gjorde han på fornemmeste vis klar til EM-kvalifikationskampen mod Spanien den 24. marts.

- Det bliver en stor kamp, og det er godt at få såden en sejr her med i bagagen til den kamp. Vi må krydse alt, hvad vi har for, at det går godt dernede i næste måned, sagde Tomasson.

6.2.07

Fin dansk indledning på fodboldåret

DBU.DK: Det danske landshold tog hul på fodboldåret med en fin 3-1 sejr over Australien. Jon Dahl Tomasson nettede to gange og er nu på andenpladsen på alle tiders danske topscorerliste.

Det danske landshold vendte det første kalenderblad i fodboldåret 2007 med en fin 3-1 sejr over Australien. Jon Dahl Tomasson nettede to gange, og det sendte ham op på andenpladsen på alle tiders danske topscorerliste.

Tomassen tegnede sig for målene til 1-0 og 3-0 og med i alt 45 landskampmål har han overhalet Pauli Jørgensen på listen. Kun syv scoringer skiller Villarreal-spilleren fra at komme op på siden af Poul Tist Nielsen på førstepladsen.

Daniel Jensen stod for målet til 2-0 i en første halvleg, hvor danskerne - ikke mindst i lyset af det tidlige tidspunkt på sæsonen - virkede overraskende skarpe i afleveringer og kombinationer.

Svipsere i forsvaret
Der var dog også en del svipsere undervejs. Australierne, som var uden den skadesramte anfører Mark Viduka, fik mange gange for meget plads i det danske forsvar, hvor der var genvalg til hele kæden med Lars Jacobsen, Michael Gravgaard, Dnaiel Agger og Niclas Jensen.

Men marginalerne var bare ikke med "Socceroos". Inden pausen fik de scoringer af Michael Twaithe og John Aloisi underkendt for hhv. frispark og offside, og i starten af anden halvleg reddede underkanten af overliggeren Thomas Sørensen og kompagni fra en australsk reducering.

Set over de 90 minutter var der dog klasseforskel på de to hold i opgøret på Queens Park Rangers' hjemmebane Loftus Road i London.

Kahlenberg på toppen igen
Landstræner Morten Olsen kunne bl.a. glæde sig over, at Thomas Kahlenberg er på toppen igen efter sin lange skadespause i efteråret. Auxerre-spilleren viste sin klasse allerede i det femte minut, da han pillede bolden fra en australsk forsvarer og prikkede den frem til Jon Dahl Tomasson.

Og Tomassons afslutning var også ren klasse. Han firsttimede bolden direkte op i det nærmeste målhjørne til dansk 1-0 føring.

Efter knap en halv time måtte selvsamme målhjørne igen for skud. Denne gang var det Daniel Jensen, som kronede et gennemspillet dansk kontraangreb og et perfekt oplæg fra Dennis Rommedahl, med et hovedstød ind i krogen til 2-0.

Endnu et oplæg fra Rommedahl
Samme Rommedahl leverede inden pausen for forarbejdet til den tredje danske scoring. Han blev spillet fri på fløjen af Martin Jørgensen, og med en velrettet aflevering tværs igennem Australiens forsvar fandt han Jon Dahl Tomasson, som tæt under mål sikkert sørgede for den komfortable danske 3-0 føring.

I første halvleg var der gyldent snit over det danske spil, men kvaliteten dalede en del efter pausen. Anden halvleg fik Morten Olsen dog benyttet til at give spilletid til både Jesper Grønkjær, Rasmus Würtz, Claus Jensen, Per Krøldrup og Morten Nordstrand.

I slutfasen blev det til et australsk trøstmål, da den vikariende anfører Brett Emerton sendte et direkte frispark ind i nettet bag Thomas Sørensen. Men 45 minutters dansk opvisning med tre flotte mål var alt rigeligt til at gøre det af med Australien i træningskampen.

Og efter den rent venskabelige affære bliver det nu barsk alvor. Næste gang venter Spaniens evige onde ånder i EM-kvalifikationskampen på Real Madrids hjemmebane Santiago Bernabeu den 24. marts.

5.2.07

Grønkjær ser frem til comeback

Når Danmark tirsdag spiller mod Australien på Loftus Road i London, trækker Jesper Grønkjær den rød-hvide trøje over hovedet for første gang i ni måneder.

Skader har holdt FCK-spilleren væk fra landsholdet siden maj 2006, hvor Danmark spillede 1-1 mod Paraguay i Århus, og nu glæder han sig over at være tilbage.

- Landsholdet giver for os alle lidt ekstra i vores hverdag, giver det ekstra krydderi på en sæson. Så det er en glæde at være tilbage, og forhåbentlig bliver 2007 et år hvor jeg kan gøre mig gældende på det danske landshold igen, siger Jesper Grønkjær til DR Sporten.

Kampen mod Australien er den eneste optaktskamp for Danmark inden det vigtige EM-kvalifikationsopgør mod Spanien i Madrid den 24. marts, og derfor er det vigtigt for Jesper Grønkjær hurtigt at finde ind i sammenspillet med landsholdskammeraterne igen.

- Jeg har ikke spillet med de andre i lang, lang tid og måske er der nogle små ting, der har forandret sig i løbet af efteråret. Så det gælder for mig om hurtigt at finde ind i det igen, siger Jesper Grønkjær.

Olsen lover genvalg til forsvaret

Fodboldlandsholdets pressemøde blev mandag holdt i omgivelser, der mindede om en danske serieklub i 1970'erne.

Vinden var bidende kold på et trist udseende træningsanlæg i Harlington uden for London. Og landsholdet måtte aflyse et planlagt træningspas.

Men det kunne ikke ødelægge humøret hos landstræner Morten Olsen, der var som en bue spændt med glæde før landsholdsåret 2007.

Og det blev indledt med et løfte om genvalg til et forsvar med Thomas Sørensen, Lars Jacobsen, Michael Gravgaard, Daniel Agger og Niclas Jensen.

- Vi har næsten stillet med det samme forsvar inklusiv Christian Poulsen på den defensive midtbane i de seneste fem-seks kampe. Det er egentlig planen, at de også starter inde mod Australien, sagde Morten Olsen dagen før matchen på Loftus Road.

Australsk mandefald før landskamp

Australien møder ikke op i en skræmmende opstilling til landskampen mod Danmark i London. Landstræner Graham Arnold har måttet foretage hele syv ændringer i truppen.

Målmand Mark Schwarzer, Lucas Neill, Craig Moore og Luke Wilshire er alle ude med skader, mens Michael Beauchamp er blevet ramt af madforgiftning og derfor ligeledes har meldt fra.

Flere fødsler på vej
Dertil kommer, at Jason Culina og Mark Bresciano har sendt afbud, fordi begge spilleres hustruer forventes at nedkomme i løbet af ugen. Og som om det ikke er nok, er der opstået tvivl om den australske anfører, Middlesbrough-angriberen Mark Viduka.

- Der er stadig et spørgsmålstegn omkring Mark Viduka. Han pådrog sig en mindre skade i læggen i de sidste 10-15 minutter af opgøret mod Arsenal. Men Mark er med her i lejren. Han har det fint, og vi må se, hvordan det ser ud i morgen, siger Graham Arnold til det australske forbunds hjemmeside.

Landstræneren har i lyset af det store mandefald set sig nødsaget til at indkalde mindre kendte navne som Jacob Burns, Jon McKain, Brad Jones og Shane Stefanutto.

Landstræner: Vi må improvisere
Men Arnold er overbevist om, at ottendedelsfinalisterne fra sidste sommers VM-slutrunde vil gøre en god figur mod Danmark på Queens Park Rangers' hjemmebane Loftus Road tirsdag aften.

- Vi bliver naturligvis nødt til at improvisere, men det betyder, at de unge spillere får en chance for at vise deres værd. Det er stadig et stærkt hold, vi sender på banen. Jeg forventer en god indsats. Vi har sat nye standarder i det seneste år, og jeg forventer ikke mindre af holdet tirsdag aften, siger Graham Arnold.

Bendtner blev ikke klar

Nicklas Bendtner nåede ikke at blive klar ovenpå sin ankelskade og meldte søndag eftermiddag afbud til A-landsholdet, der tirsdag aften møder Australien i London. Der bliver ikke udtaget en erstatning. Spelmann melder fra på U/21-landsholdet.


Nicklas Bendtner nåede ikke at komme sig tilstrækkeligt ovenpå den ankelskade, som han havde pådraget sig i klubregi, og måtte søndag eftermiddag drage konsekvensen heraf i form af et afbud til landsholdets venskabskamp mod Australien tirsdag aften på Loftus Road i London.

Der vil ikke blive udtaget en erstatning for den 19-årige Birmingham-spiller.

Bendtner var ikke dagens eneste afbud. A-landsholdets målmandstræner Jørgen Henriksen er endnu ikke kommet sig ovenpå en maveinfektion, han pådrog sig kort før ligalandsholdets hjemrejse fra Honduras, og erstattes af tidligere landsholdsmålvogter Lars Høgh.

Se hele truppen her

U/21-afbud fra Spelmann


U/21-landsholdet blev ligeledes ramt af et afbud før holdets venskabskamp mod Holland onsdag den 7. februar.

Brøndbys midtbanespillet Martin Spelmann har fået en forstrækning i det ene lår, og i stedet har U/21-landsholdetstræner Keld Bordinggaard udtaget Martin Jürgensen fra BK Frem, der var med U/20-landsholdet til NI Milk Cup i august 2006, hvor han var med i alle tre kampe.

U/21-landsholdet samles i aften på Hotel Clarion Copenhagen og drager mod Holland mandag morgen.

Se hele truppen her

Landsholdstræning tættere på London

Rejseguide 3: Danskere i London kan fortsat se landsholdet træne mandag. Men nu bliver træningen flyttet til Harlington tættere på London og klokken 15.00. Billetter til landskampen mod Australien tirsdag aften sælges ved indgangene på Loftus Road.


Danskere bosat eller på besøg i London mandag har fortsat chancen for at se landsholdet træne mandag.

Men nu bliver træningsstedet og tidspunktet ændret til Harlington Training Ground mandag eftermiddag klokken 15.00.

Med de forholdsvis lange transporttider til træningsbanerne i Harlington og Perivale har landstræner Morten Olsen således besluttet at kombinere de to oprindeligt planlagte træningspas.

I stedet for at træne én gang mandag formiddag og igen mandag aften med en samlet transporttid på op mod to en halv time bliver der derfor én træning mandag eftermiddag klokken 15.00 på Harlington Training Ground cirka 30 minutters kørsel fra DBUs hotel i Kensington.

Træningen er åben for publikum, men faciliteterne og kapaciteten er begrænset, idet der er tale om et træningsanlæg og ikke et decidere stadion.

Adressen er Imperial College Training Ground, Sipson Lane, Harlington, Middlesex UB3 5AQ

Træningen mandag aften var oprindeligt planlagt til klokken 18.00 på kampbanen Loftus Road, men blev som meddelt fredag blevet flyttet på grund af kampbanens tilstand, som ikke blev forbedret af lørdagens kamp i The Championship mellem Queens Park Rangers og Burnley.

Derefter skulle træningen være foregået på Reynolds Field i Perivale, Greenford, og det er denne træning, der nu er flyttet til klokken 15.00 i Harlington.

Arrangørerne oplyser, at der fredag var solgt godt 8.000 billetter til landskampen på Loftus Road, som har en kapacitet på 15.500 pladser.

Billetterne sælges ved indgangene til stadion på kampdagen til priser på 15, 20 og 25 pund.

Landskampen mod Australien starter klokken 20.00 lokal tid, hvilket er klokken 21.00 dansk tid.

Kampen bliver transmitteret direkte på TV2.

Åben landsholdstræning udenfor London

Rejseguide 2: Danskere i London kan se landsholdet træne mandag aften i Perivale, Greenford. Billetter til landskampen mod Australien tirsdag aften sælges ved indgangene til Loftus Road.


Landsholdet starter som bekendt 2007 med en venskabslandskamp mod Australien på Loftus Road i London på tirsdag den 6. februar.

Danskere bosat eller på besøg i London i begyndelsen af ugen får nu en ekstra mulighed for at se landsholdet i form af træningen mandag aften klokken 18.00.

DBU har på baggrund af henvendelser fra danske fodboldtilhængere i England nu fået sikkerhed for, at træningen på det lille Reynolds Field i Perivale, Greenford bliver åben for publikum.

Det lille stadion godt tre kvarters kørsel fra DBUs hotel i London har en kapacitet på 3.500, og er normalt hjemmebane for Hanwell Town FC (Reynolds Field, Perivale, Greenford, Middlesex UB6 8TL, kørselsvejledning på klubbens website: www.hanwellfooty.co.uk - klik på 'Senior' på listen til venstre, der finder du 'directions’).

Træningen var oprindeligt planlagt til klokken 18.00 på kampbanen Loftus Road, men er som meddelt fredag blevet flyttet på grund af kampbanens tilstand, som ikke vil blive forbedret af lørdagens kamp i The Championship mellem Queens Park Rangers og Burnley.

Arrangørerne oplyser, at der fredag var solgt godt 8.000 billetter til landskampen på Loftus Road, som har en kapacitet på 15.500 pladser.

Billetterne sælges ved indgangene til stadion på kampdagen til priser på 15, 20 og 25 pund.

Med landskampen mod Australien i London i næste uge tager landsholdet hul på den travleste sæson i 18 år i et kalenderår uden deltagelse ved enten EM- eller VM-slutrunderne.

Ikke siden Dansk Boldspil-Unions 100 års jubilæum i 1989, hvor DBU registrerede 14 A-landskampe, har landsholdet spillet mere end 12 kampe, hvis man ser bort fra deltagelsen ved EM- og VM-slutrunderne i denne periode.

Tre af årets landskampe er venskabslandskampe, mens de ni øvrige er kvalifikationskampe til EM-slutrunden i Schweiz og Østrig i sommeren 2008.

Kampen starter klokken 20.00 lokal tid, hvilket er klokken 21.00 dansk tid.

Kampen bliver transmitteret direkte på TV2.

Se landsholdet mod Australien

Rejseguide: Danskere i London går muligvis glip af landsholdets træning mandag aften. Fortsat billetter til landskampen mod Australien tirsdag aften. Tjek oplysninger om træning og billetsalg her på siderne.


Landsholdet starter som bekendt 2007 med en venskabslandskamp mod Australien på Loftus Road i London på tirsdag den 6. februar.

Danskere bosat eller på besøg i London i begyndelsen af næste uge får desværre nok ikke mulighed for at se landsholdet træne før kampen.

DBU har på baggrund af henvendelser fra danske fodboldtilhængere i England forsøgt at få stadion åbnet for publikum til den afsluttende træning mandag aften.

Fredag eftermiddag har arrangøren af kampen, KAM Sports International, imidlertid meddelt DBU, at de desværre ikke garantere, at stadion vil blive åbnet for publikum under træningen. KAM henviser til en beslutning hos de engelske myndigheder, som er truffet ud fra sikkerhedsmæssige overvejelser og de krav, en åbning af stadioner for offentligheden stiller til bemandingen på det pågældende stadion.

Dertil kommer, at træningen mandag aften, som oprindeligt var planlagt til klokken 18.00 på kampbanen Loftus Road, efter al sandsynlighed bliver flyttet til et andet stadion. Det skyldes banens tilstand, som ikke vil blive forbedret af den planlagt kamp i weekenden, hvor hjemmeholdet Queens Park Rangers møder Burnley i The Championship.

Vi opdaterer situationen omkring træningen her på siderne senest mandag middag.

Arrangørerne oplyser til gengæld, at der fredag var solgt godt 8.000 billetter til landskampen på Loftus Road, som har en kapacitet på 15.500 pladser.

Billetterne sælges ved indgangene til stadion på kampdagen til priser på 15, 20 og 25 pund.

Med landskampen mod Australien i London i næste uge tager landsholdet hul på den travleste sæson i 18 år i et kalenderår uden deltagelse ved enten EM- eller VM-slutrunderne.

Ikke siden Dansk Boldspil-Unions 100 års jubilæum i 1989, hvor DBU registrerede 14 A-landskampe, har landsholdet spillet mere end 12 kampe, hvis man ser bort fra deltagelsen ved EM- og VM-slutrunderne i denne periode.

Tre af årets landskampe er venskabslandskampe, mens de ni øvrige er kvalifikationskampe til EM-slutrunden i Schweiz og Østrig i sommeren 2008.

Kampen starter klokken 20.00 lokal tid, hvilket er klokken 21.00 dansk tid.

Kampen bliver transmitteret direkte på TV2.