Åben landsholdstræning udenfor London
Rejseguide 2: Danskere i London kan se landsholdet træne mandag aften i Perivale, Greenford. Billetter til landskampen mod Australien tirsdag aften sælges ved indgangene til Loftus Road.
Landsholdet starter som bekendt 2007 med en venskabslandskamp mod Australien på Loftus Road i London på tirsdag den 6. februar.
Danskere bosat eller på besøg i London i begyndelsen af ugen får nu en ekstra mulighed for at se landsholdet i form af træningen mandag aften klokken 18.00.
DBU har på baggrund af henvendelser fra danske fodboldtilhængere i England nu fået sikkerhed for, at træningen på det lille Reynolds Field i Perivale, Greenford bliver åben for publikum.
Det lille stadion godt tre kvarters kørsel fra DBUs hotel i London har en kapacitet på 3.500, og er normalt hjemmebane for Hanwell Town FC (Reynolds Field, Perivale, Greenford, Middlesex UB6 8TL, kørselsvejledning på klubbens website: www.hanwellfooty.co.uk - klik på 'Senior' på listen til venstre, der finder du 'directions’).
Træningen var oprindeligt planlagt til klokken 18.00 på kampbanen Loftus Road, men er som meddelt fredag blevet flyttet på grund af kampbanens tilstand, som ikke vil blive forbedret af lørdagens kamp i The Championship mellem Queens Park Rangers og Burnley.
Arrangørerne oplyser, at der fredag var solgt godt 8.000 billetter til landskampen på Loftus Road, som har en kapacitet på 15.500 pladser.
Billetterne sælges ved indgangene til stadion på kampdagen til priser på 15, 20 og 25 pund.
Med landskampen mod Australien i London i næste uge tager landsholdet hul på den travleste sæson i 18 år i et kalenderår uden deltagelse ved enten EM- eller VM-slutrunderne.
Ikke siden Dansk Boldspil-Unions 100 års jubilæum i 1989, hvor DBU registrerede 14 A-landskampe, har landsholdet spillet mere end 12 kampe, hvis man ser bort fra deltagelsen ved EM- og VM-slutrunderne i denne periode.
Tre af årets landskampe er venskabslandskampe, mens de ni øvrige er kvalifikationskampe til EM-slutrunden i Schweiz og Østrig i sommeren 2008.
Kampen starter klokken 20.00 lokal tid, hvilket er klokken 21.00 dansk tid.
Kampen bliver transmitteret direkte på TV2.
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home