EMFODBOLD.DK

En blog om EM i fodbold redigeret af Media DJ Ronnie Rocket

17.3.07

Casillas frygter Jon Dahl

Næste lørdag står Iker Casillas ansigt til ansigt med Jon Dahl Tomasson, når Spanien tager imod Danmark i EM-kvalifikationen. Og Real Madrid-keeperen frygter mødet med den danske topscorer.

Tre kampe. Tre point. Det er det magre udbytte for Spanien i EM-kvalifikationsgruppe F, hvor både Sverige, Danmark, Nordirland og Letland ligger bedre placeret end spanierne.

Derfor er kampen næste lørdag lidt af en skæbnekamp for anfører Iker Casillas & Co., der er presset til at vinde over Olsens elleve. Men Real Madrid-keeperen frygter på forhånd mødet med Jon Dahl Tomasson.

”Vi må ikke give Tomasson noget plads. Han scorer altid mange mål, og han har virket skarp i Villarreal. Han står altid de rigtige steder, og han er som målmand svær at regne ud. Jeg vil mene, at han er danskernes stærkeste våben, og han skal neutraliseres med det samme,” fortæller Iker Casillas til B.T, og kalder det ”en klar fiasko”, hvis Spanien taber til Danmark.

Historisk set er det dog ingen hemmelighed, at netop Spanien er Danmarks onde ånd i EM- og VM-sammenhæng. Både ved EM i Frankrig i 1984, VM i Mexico i 1986 og i den altafgørende VM-kvalifikationskamp til VM i USA i 1994, har spanierne gjort det onde ved danskerne.

Spørgsmålet er så, om den onde ånd vækkes til live igen lørdag aften på Santiago Bernabéu i den spanske hovedstad, eller om Jon Dahl Tomasson kan sparke spøgelset væk.

***