EMFODBOLD.DK

En blog om EM i fodbold redigeret af Media DJ Ronnie Rocket

25.8.07

Claus Jensen stopper karrieren

Den blot 30-årige tidligere Lyngby, Bolton, Charlton og Fulham-spiller har i samråd med læger og fysioterapeuter valgt at indstille sin aktive karriere.

Den elegante midtbanespiller er efter ni år engelsk fodbold slidt ned.

- Beslutningen om at stoppe nu har ikke været nem at tage. Men de sidste tre år har givet mange, mange problemer rent fysisk. Utallige er de timer, hvor jeg bare har måttet løbe rundt om banen for mig selv i stedet for at være med derinde på banen, hvor jeg så gerne vil blande mig i spillet, siger Claus Jensen til First Artist Scandinavia.

- Det er på det nærmeste hele min krop, der volder mig problemer, når jeg spiller. Så får jeg ondt i lyske, bækken, hofte og knæ. Der er ikke tale om, at jeg burde opereres. Det er åbenbart generelt slid på de led og knogler man bruge så meget, når man spiller fodbold, og min spillestil har måske udsat min krop for et ekstra stort pres. Samtidig kan det høje tempo og de mange nærkampe i engelsk fodbold måske også have bidraget til, at jeg nu er slidt.

- Reelt har jeg ikke haft det godt siden efteråret 2005. Skaderne kom en efter en, og det blev til mange pauser, hvorefter jeg af og til vendte tilbage. Jeg har kæmpet vanvittigt hårdt for at komme tilbage, og jeg har brugt meget energi på øvelser, der ikke umiddelbart havde noget med fodbold at gøre. Jeg blev 30 år i april, og jeg glædede mig til de kommende år, som jeg håbede ville byde på nogle rigtig store oplevelser. Afgørelsen er truffet ved konsultationer hos diverse læger og fysioterapeuter, men i sidste ende er det udelukkende min beslutning. Det er jo mig, der har smerterne.

Fakta om Claus Jensen
Født: 29. april 1977.

Barndomsklubber: Strubbekøbing og Nykøbing Falster Alliancen, som i dag hedder Lolland-Falster Alliancen.

Klubber som professionel: Næstved (1995-1996), Lyngby (1996-1998), Bolton (1998-2000), Charlton (2000-2004) og Fulham (2004-2007).

Antal A-landskampe/mål: 47/8.

Deltog ved følgende slutrunder for Danmark: VM i 2002 og EM i 2004.

***