EMFODBOLD.DK

En blog om EM i fodbold redigeret af Media DJ Ronnie Rocket

22.8.07

Danmark v Irland (0-4)


Fodboldlandsholdet blev onsdag aften klædt af til skindet i venskabskampen mod Irland på stadion i Århus. Et rystende ringe landshold tabte 0-4, efter en indsats der kan betegnes som historisk svag.

Stort set intet fungerede, og især det danske forsvar med målmand Jesper Christiansen i spidsen var vaklende og ufokuseret. FCK-målmanden så mere eller mindre uheldig ud på tre af de fire irske scoringer. Heller ikke det opbyggende danske spil eller afslutningerne var der saft i.

Keane lagde ud
Nedturen begyndte for alvor efter 29 minutter, da Tottenham-angriberen Robbie Keane fik en stikning ind i venstre side af det danske straffesparksfelt og smart løftede bolden over Jesper Christiansen, da dog ikke ydede megen modstand.

11 minutter senere blev Robbie Keane atter noteret for en scoring. Et indlæg fra irernes højreside blev af Jesper Christiansen bokset direkte ind i den fremstormende Keane og endte i det danske mål. 0-2 stod der på måltavlen, og landstræner Morten Olsens drenge gik til pause ledsaget af buh-råb fra det utilfredse århusianske hjemmepublikum.

Sammenbruddet totalt
Samme publikum gik i anden halvleg fra at være buhende og piftende til at blive direkte måbende og nærmest chokeret. Den danske fighterånd var stadig ikke-eksisterende, spillet fungerede langt fra, og forsvaret var åbent som porten til en fly-hangar. Også selvom Morten Olsen satte fire friske spillere på banen straks efter pausen.

Efter ni minutter parerede Jesper Christiansen et langskud tilbage midt for sit mål, så indskiftede Shane Long havde let ved at score på riposten. 12 minutter senere sikrede samme Shane Long den irske firemålsføring, da han alene igennem forsvaret passerede Christiansen.

Historisk ringe
0-4-nederlaget til Irland er landsholdets største hjemmebane-ydmygelse i 48 år. I august 2007 er det svært at se, hvordan Morten Olsen skal kunne sammensætte et slagkraftigt mandskab til den vigtige EM-kvalifikationskamp mod Sverige i Stockholm den 8. september.

***